Værd at vide
Hvis du ikke kan finde svar her, kan du kontakte din lokale afdeling.
Overordnet
Overordnet
Hvilken enhed er mit barn?
Hos KFUM spejderne er spejderne inddelt efter klassetrin:
- Familiespejdere: Fra 3 år til 6 år
- Bævere: 0.-1. klasse
- Ulve: 2.-3. klasse
- Juniorspejdere: 4.-5. klasse
- Tropspejdere: 6.-8. klasse
- Seniorspejdere: 9.klasse til 18 år
- Klan/Rover: 18+
Hvem er KFUM-spejderne?
På KFUM-spejdernes officielle hjemmeside kan du læse meget mere om, hvad KFUM-spejderne står for og vores vinkel på spejderarbejdet.
Hvad laver man som spejder?
Som spejder laver man alt det, du tænker spejderarbejde er – og alt muligt andet. Vi arbejder i små grupper/bander/patruljer i enhederne og har fokus på samarbejde, udfordringer og gode oplevelser.
Du kan læse om vores vision og strategi på KFUM-Spejdernes hjemmeside lige her.
Hvordan bliver man spejder, og hvad koster det?
Fedt du vil være med. Klik her for at melde dig ind
At være spejder koster 350 kr. pr halveår.
Grej/udstyr
Grej/udstyr
Er der noget påkrævet udstyr for at være spejder?
Som udgangspunkt nej. Vi håber at du/dit barn har lyst til at anskaffe et tørklæde og gerne en uniform, som mærker kan sys på. Det kan fx være gode fødselsdags- eller juleønsker.
Hvor skal mærkerne sidde?
Du kan altid spørge din spejderleder, men der er også en guide lige her.
Hvor køber jeg en uniform?
Hvis du er heldig har vi en brugt liggende i hytten, du kan købe. Du er velkommen til at kigge forbi lederlokalet og spørge. Du kan også lave et opslag på vores facebook gruppe, hvor både tidligere og nuværende spejdere og spejderforældre er medlem. Nye uniformer kan købes her.
Må mit barn få kniv/dolk?
Spejderne tager normalt knivbevis som ulve, hvorefter de gerne må have egen kniv, såfremt I mener det er forsvarligt. Starter dit barn til spejder som junior eller derefter, må de gerne have egen kniv. Det vigtigste for os er, at spejderen kan bruge den fornuftigt og forsvarligt med opmærksomhed på andre i nærheden.
Forældre til en spejder
Forælder til en spejder
Hvilke forpligtelser har jeg når mit barn er spejder?
Det vigtigste er, at du melder afbud hvis du/dit barn ikke kan deltage en tirsdag. Gerne senest dagen før, så lederne kan tilpasse programmet, og ikke står og venter på spejderen til mødet.
Generalforsamling
Hver februar holder gruppebestyrelsen en generalforsamling, hvor alle forældre er meget velkomne. Gruppelederen giver en beretning om året i gruppen, og vi snakker om planerne for det næste år, økonomi og hvad der ellers er interesse for. Derudover er der valg til gruppebestyrelsen. Man kan sagtens deltage uden at stille op.
Jeg vil gerne være med i gruppebestyrelsen
Fantastisk. Du er meget velkommen til at kontakte vores gruppeleden for at høre mere.
Kontigent og anden betaling
Kontingent
Kontingentet udgør 350 kr. halvår og opkræves gennem Medlemsservice. Betaling sker med betalingskort.
Information om Medlemsservice står i velkomstmailen efter indmeldelse.
HUSK at kigge i spam efter mailen, da mails fra Medlemsservice desværre ofte lander der.
Kontingentet dækker aktiviteter i enhederne og revurderes hvert år ved generalforsamlingen.
Økonomisk støtte:
Hvis dit barn gerne vil være spejder, men pengene små, kan du søge om at få en friplads. Dette gøres ved at du kontakter gruppelederen, som kan indsende en ansøgning til KFUM-spejderne. Det er en begrænset periode og her du kan læse mere om fripladsordningen.
Der kan også søges økonomisk hjælp fra Broen- Guldborgsund, som er en organisation på Lolland Falster, som hjælper udsatte børn til en aktiv fritid.
Anden betaling
Herudover opkræves der betaling for ture og sommerlejre.
Betalinger for weekendture bliver opkrævet kontant til spejdermøderne med en tilmelding til det enkelte arrangement og til sommerlejr via gruppens konto.
Spørgsmål om medlemsskab og kontingent kan stilles til kasper-h-k@hotmail.com.
Mødetider og afbud
Alle enheder har faste mødetider, som beskrevet under de enkelte enheder.
Det er vigtigt, at man møder til tiden, så møderne kan gå i gang med det samme. På den måde får børnene mest ud af tiden og lederne skal ikke ‘jappe’ programmet igennem.
Det er ligeledes vigtigt, at man husker at melde afbud, hvis man ikke kan komme til spejdermødet. Det gøres til enhedslederen i god tid inden mødet. Det kunne jo være, at det netop var dig, som lederen ville have brugt til en leg eller en instruktion, og det skal lederne også kunne nå at planlægge sig ud af.
Alle enheder har en lukket facebookgruppe, som vi opfordrer spejdere og forældre til at være medlem af, da de fleste informationer bliver delt her – heriblandt også afbud.
Uniform og mærker
Om uniformen
Når vi går i vores spejderuniform, er det blandt andet for at symbolisere, at vi er en del af et større fællesskab, der bærer en uniform magen til vores egen. Ved KFUM-Spejderne består uniformen af den grønne skjorte og det røde tørklæde, og vi har den på, når vi er til det ugentlige møde i spejderhytten, på ture, til arrangementer uden for spejderhytten samt til andagter og gudstjenester.
Vores uniform fås i fire udgaver: En børnemodel, en figursyet kvindemodel, en figursyet herremodel og en unisex-model til voksne, der er helt lige i snittet. Alle modellerne består af en uniformsskjorte og en fleece. Fleecen kan lynes på, når det er koldt, og af igen når solen skinner.
Der også to officielle uniformstørklæder: Et klassisk, rødt, trekantet tørklæde med grafik fra vores logo, som kommer i to størrelser. Desuden er der et stort, vævet, rødt tørklæde med kvaster. Begge tørklæder er til både drenge og piger i alle aldre.
Uniformsvejledning
KFUM-Spejderne har redesignet alle basismærker til uniformen. Det gælder alt fra gruppenavn og enhedsmærker til kursusmærker.
Derfor behøver du ikke flytte nogle af dine gamle mærker over på din nye uniform, når du får den. For der kommer en masse nye mærker.
I denne uniformsvejledning kan du blandt andet se, hvor du kan placere mærkerne på din nye uniform. Der er også vejledning til, hvordan du officielt kan bære din uniform. Vejledningen kan du se her.

Adresser
Find os her
Engmose Gruppe holder til på Linde Allé 34, 4800 Sundby, hvor vores spejderhytte ligger omgivet af grønne områder og rolige omgivelser. Her mødes vi hver uge til aktiviteter, leg, friluftsliv og fællesskab for børn og unge i alle aldre

Gruppens samværsregler
Samværsregler
Samværsregler
Samværs-reglerne er vedtaget på Grupperådsmøde/ bestyrelsesmøde 26.08.2021 og senest behandlet igen på grupperådsmøde april 2025. Engmose Gruppe – Sådan bliver vi gode rollemodeller. Vi vil skabe et trygt miljø for børnene, bl.a. ud fra disse retningslinjer:
Overnatning
Vi sikrer, at der er mulighed for kønsopdelt omklædning, og vi husker og giver plads til – at blufærdighedsgrænser kan være forskellige.
Vi tilstræber at der er mindst to ledere med på overnatningsture. På tokønnede ture deltager ledere af begge køn. Er dette ikke muligt aftales nærmere med gruppeledelsen og de involverede familier.
I forbindelse med overnatninger indhenter vi altid børneattester på de voksne, der melder sig som hjælpere.
I forbindelse med overnatninger, hvor vi har brug for at tackle specielle problematikker som f.eks hjemve, vådligger-udfordringer, sørger vi for at orienterelederkolleger, så vi altid er to, der er opmærksomme på løsningen af ovenstående.
Rygning og Alkohold
Vi ryger ikke sammen med eller foran spejdere
Vi tager hensyn til andre ledere og ’går væk’, hvis der skal ryges.
Vi drikker ikke alkohol sammen med eller foran spejdere.
Vi kan nyde lidt alkohol med omtanke ’rundt om bålet’ når spejderne er lagt, ungledere under 18 drikker ikke, men må gerne være med ’om bålet’.
Vi aftaler, hvem af lederne, der ikke drikker i aften, så der altid er en chauffør.
Sociale medier
Som ledere og ungledere opsøger vi ikke spejderbørn gennem sociale medier. Kontakt må kun oprettes på spejder-barnets initiativ. Det er vores eget valg, om vi accepterer venneanmodninger/kontakt.
Også på de sociale medier, er vi rollemodeler for spejderne, derfor overvejer vi hver især, hvad vi ’lægger op’ af billeder og tekster på fx Facebook.
Grupperådet
I forbindelse med det konstituerende grupperådsmøde i marts fornyer vi hvert år børneattester og ny-indhenter børneattester på nyvalgte tillidspersoner (ledere, grupperødder) samt spejdere, der er over 15 år.
Andet
I forbindelse med situationer, hvor vi har brug for at yde ikke livsvigtig førstehjælp (eks fjerne flåter, behandle solskoldninger mv) tages altid hensyn til barnets og resten af gruppens blufærdighedsgrænse, ligesom det sikres, at der er to ledere til stede.
Når vore spejdere deltager på kurser & i arrangementer hos andre KFUM-grupper eller i Korps-regi, gør vi opmærksom på, at det nu er Korpsets samværsregler, som gælder.
Når vore spejdere deltager på kurser & i arrangementer i andre Korps eller foreninger, gør vi opmærksom på, at kulturen vil/kan være anderledes.
Særlige tryghedsregler
Fem konkrete tryghedsregler
Hjælp ved intime situationer
Vi vil bestræbe os på at have to ledere til at hjælpe ved intime situationer. Igennem fælles åbenhed ved intime situationer vil vi undgå mistanke og tvivl ved bla. at give information til forældre.
Et konkret eksempel kunne være, at en spejder har en flåt siddende et intimt sted og vil gerne have en bestemt leder til at fjerne den. Dette er selvfølgelig helt ok, men lederen informerer en af sine medledere om situationen, inden flåten fjernes. Forældrene informeres efterfølgende.
Ved overnatning
Vi bestræber os på at være to ledere til stede ved overnatning for derved at undgå situationer, hvor en leder sover alene med spejderne.
Sociale medier
Der offentliggøres eller deles ikke billeder, hvor der kan stilles spørgsmålstegn ved blufærdighed. Ledere vil så vidt muligt undgå samtaler, som ikke er spejderrelaterede på sociale medier og vil så vidt muligt undgå en-til-en samtaler med spejdere.
Kæresteforhold mellem ledere og ikke-ledere
Når man har en lederfunktion i gruppen, må man ikke have et forhold med en spejder under 18 år. I øvrigt følger vi lovgivningen på området.